DanmarksLiverpool

Nedenstående bandbiografier og beskrivelser er fra afsnittet “Rock-Extra” fra Poul Bjelke Laursens selvbiografi “Rock ‘n’ Roll, Hofdogs & Congobajere”. Bogen blev udgivet i samarbejde med Esbjerg Byhistoriske Arkiv i 2025 (ISBN: 978-87-89085-73-9).

Derfor er indholdet naturligvis udtryk for skribentens egen holdning og erindring.

Bemærk, at Bjelke Laursens oprindelige liste ikke var alfabetisk opstillet. Det er den derimod på dette site. Biografier med stjerne efter navnet er tilføjet af undertegnede.

Philip Skovgaard, august 2026.

ANGER

“Jernalderen” holdt i begyndelsen af 1980’erne sit indtog i Esbjerg. I 1982 var en gruppe unge inspireret af bl.a. heavymetal-bandet Judas Priest og dannede bandet Anger. I førsteudgaven var besætningen: Lars Elkjær (guitar), Steffen Rasmussen (bas), Christian Bodum (sang) og Børge Karlsen (trommer).

Senere blev Anger udvidet med Bo Bennedsen (keyboards), mens Bodum og Karlsen blev udskiftet med hhv. Esben Knudsen og Claus Nielsen. Anger udgav LP’en “Reach for the Sky”.

ARMADILLOS

I 1994 kunne man høre gyngende boogie og shuffle fra øvelokalerne hos Malergården ved Stormgade, hvor flere bands huserede – bl.a. Armadillos med ihærdige Erik Lodberg ved trommerne. Besætningen var derudover: Carsten Egholm (bas), Flemming Poulsen (guitar) og stortalentet Allan Uller (sang/guitar).

Bandet havde i starten skotten Charlie McClean med som sanger, men succesen kom med Allans kraftige, soulede stemme, som man ikke hidtil have hørt magen til i Esbjerg. I 1995 sponserede Tuborg CD’en “Armadillos” med et meget vellykket resultat.

BAD MAMA/FLAME

Ole Beich (guitar), Lars Langmach/Per Olav Langmach (trommer), Kenneth Luciani var i 1974 stammen i Bad Mama, men efter et års tid indledte bandet et samarbejde med Rock Nalle og kom til at hedde Flame – nu med besætningen Ole Beich og Lenny Larsen (guitar), Hasse Eckmann (bas) og Lars Langmach (trommer). Bandet spillede på hittet “Go’e gamle Fru Olsen”.

BREAK DOWN

Guitaristerne Jan Hamann og Ole Beich begyndte først i begyndelsen af 1970’erne at jamme lidt sammen hjemme hos sidst nævnte på Thorsvej i Jerne, hvor faderen Axel spillede jazzguitar. Han lærte drengene et par skæve akkorder, og så var de i gang. Snart fik de følgeskab af Jesper Bo Nielsen (trommer), Chris Hagde (guitar) og Flemming Enemark/ Uffe Laursen (bas) – til sammen bandet Break Down. Bandet øvede en tid hos Hagde på Parkvej og senere i lånte lokaler i en børneinstitution i Norddalsparken i Esbjerg. Senere fortsatte Hamann i gruppen MAD HOUSE med inspiration fra Van Halen og AC/DC.

CONDOR

Jan Hamann var også en frontfigur i bandet Condor med bassisten Flemming Enemark, Palle Jæger (guitar) og Kim Neubert (trommer), som i begyndelsen af 1980’erne spillede blues, rock og efterhånden en del selvkomponerede numre. Men Jan droppede ud og spillede en tid sidst i årtiet med den genopstandne pigtrådsgruppe fra 1960’erne, LES CANDIDATE.

CONTEST

Axel Spazek (sang), Peter Scherlund (sang/guitar) og Jens Peter Steffensen var blandt de sidste lokale musikere som spillede på Hotel Spangsbergs Den Blå Markise (opr. Africano) inden stedet blev nedrevet.

CUSTOM PIE

Carsten Egholm (guitar), Palle Jæger (guitar), Claus Nielsen (trommer), Steffen Raider (bas), Esben Knudsen (sang).

EVE

Et nyt spor i den rytmiske musik viste sig i begyndelsen af 1990’erme med heavy-rap, hvor bandet Eve i 1995 kom på banen og året efter vandt Vadehavsmesterskabet i rock på spillestedet Tobakken i Esbjerg. Bandet bestod af Rasmus A. Pedersen (sang/rap og guitar), René Bodholdt (guitar), Gert Groove, Bent Venø (bas) og Jacob Mygind (trommer).

FILLY SOUND

Der gik i mange år en fødelinje fra før nævnte Vesterhavsdrengene til konservatoriemiljøet i Esbjerg. Formidleren var orkesterets dirigent, trompetisten B. O. Dalby, som også underviste på “kons'” i en årrække.

Utallige musikere har fået højere uddannelse ad denne vej – bl.a. Flemming Neergård Petersen (senere solotrompetist i Sønderjyllands Symfoniorkester) og Jens Winther, som med sit postbob-spil og sine kompositioner vandt stor anerkendelse i ind- og udland. JW, der boede sine sidste år i Berlin, døde som kun 50-årig i 2011 efter han i en årrække havde spillet med i Radioens Bigband.

Han nåede at modtage Ben Webster-prisen og at blive kåret som Nordens jazzmusiker. I Esbjerg nåede JW, mens han endnu var under konservatoriestuderende, i 1976-1978 at træde i karakter som trompetist og leder af mini-bigbandet Filly Sound, som var en Quincy Jones-inspireret konstellation af 15 kvalitetsbevidste unge – primært musikstuderende og godt halvdelen tidligere Vesterhavsdrenge.

Bandet opstod i 1976 efter en Vesterhavsdrenge-tur til Radensberg i Tyskland og fik hurtigt debut ved indvielsen af “Møllehjulet” på Assenbæk Mølle. Samme år deltog bandet i en konkurrence på Hotel Esbjerg og leverede i 1977 en studieoptagelse til DR Syd.

Ud over Jens Winther bestod Filly Sound af: Jørgen (Filly) Andersen (tuba), Jørgen Stein (trombone), Karen Andersen (trombone), Lars Thomsen (trombone), Lis Kahlen (trompet), Niels Dan Andersen (sax/tværfløjte), Max Jacobsen (trp.), Dan Johansen (sax/tværfløjte), Allan Havemose (trp.), Carsten Andersen (trommer), Claus Due Pedersen (trommer), Gert Tagmose Henriksen (bas), Finn Lassen (guitar) og Jens Peter Fjord (piano).

Repertoiret spændte fra “Big Dipper” (Thad Jones), “Water Melon Man” (Herbie Hancock), “Ironside” (Quincy Jones) og “25 or 6 to 4” (Chicago) til “You Are the Sunshine of My Life” (Stevie Wonder.)

Filly Sounds sidste optræden fandt formentlig sted den 9. marts 1978 ved en jazz/rock-koncert på Esbjerg Gymnasium.

FLOYD PEPPER BAND

Claus Pedersen (trommer), Finn Bolby (bas), Finn Lassen (guitar), Ole Ellingsgaard (guitar), Gert Grandt (sang).

FREAK

Kurt Nielsen Banke (trommer), Ole Bay Jensen (guitar), Per Hede Jensen (bas), Carsten Krohn (keyboards). Bandet blev dannet i 1973 som Black Monster, men skiftede hurtigt navn.

FRU JENSENS HØJTTALER

Gert Kring (guitar/keyboards), Keld Kring (guitar), Elo Kirkegaard (sang), Poul Madsen (saxofon), Keld Ravn Hermansen (trompet), Bjarne Rasmussen (trommer), Torben Wulff (bas). Bandet havde sit klare politiske ståsted på venstrefløjen og marcherede ofte helt i front med fuld musik ved lokale demonstrationer, protestoptog m.v., men kunne også med et rock/beat-præget repertoire medvirke på festivals og optræde på mindre etablissementer. Bandet eksisterede i årene 1978-1982.

INVOCATOR

Dette band skulle i 1987 blive det første til at markere sig med den mere ekstreme spillestil, Thrash Metal. Bandet bestod her af Jacob Schultz (guitar), Simon Mehlsen (trommer), Jacob Hansen (sang/guitar) og Otto Hansen (bas.) Senere skiftede Simon Mehlsen til guitar i utallige andre sammenhænge og blev erstattet af Per M. Jensen.

Invocator var endnu et produkt fra “Rockfabrikken” i Ingemanns Alle. Bandet havde de første jobs i en række lokale ungdomsklubber og spillede bl.a. til en støttekoncert for etableringen af Multihus Tobaksfabrikken, men nåede hurtigt uden for kommunegrænsen og landegrænsen.

Det internationale publikum fik øjnene op for det progressive Esbjerg-band, som i årene frem til 1995 turnerede over det meste af Vesteuropa og rangerede blandt de bedste i Skandinavien. Pladeselskabet Black Mark fik øje på Invocator, som indspillede fire CD-udgivelser.

JOHNNY MADSEN

Han tog turen fra Thyborøn til længere mod syd ved den jyske vestkyst i 1984 og fik straks lokal heltestatus, fordi han i årene forinden havde været medlem af folk/rock- bandet Rumlekvadrillen, der have udgivet tre LP’er i 1978 den måske bedst kendte “Grov og Simpel”.

Nu skulle Fanø være den nye base for Johnny og den daværende hustru, malerkunstneren Margit Enggaard, som hurtigt fik succes med sit eget galleri. Johnny skulle lige finde “fodslaw” på Vadehavsøen, men snart indledte han et samarbejde med superguitaristen Knud Møller i en band-dannelse som i 1988 udsendte gennembruddet “Udenfor Sæsonen”. Måske denne succes også var medvirkende til, at samarbejdet med Allan Olsen og Lars Lilholt i Dalton Brødrene gled i baggrunden og opgivet i 1992.

Sidenhen blev det en sand perlerække af udgivelser og hits, som gjorde Madsen til dansk folkeeje – sideløbende med, at han også fik sit navn slået fast – med syvtommer søm endda. Mange velhaverhjem har nogle af Madsens “mænd” hængende på væggene. Johnny blev hurtigt millionær og mere til.

Ikke mindst i Esbjerg var Johnny populær; nuvel, selv om han boede på Fanø, tog esbjergenserne ham til sig som en af deres egne. Men money-rigdommen lod han sig ikke mærke med – slet ikke. Han var stadig den vestjyske troubadour, tro mod sin dialekt, jævn og ligetil. Det slog også i den unikke sangskrivers tekster, hvad enten de handlede om “æ færgemand” eller ham, der “hellere ville sidde i en flyw`’maskin’ end at kede sig ihjel hos Shell”.

Som guitarist var han nok på det jævne – hverken mere eller mindre. Men som tekstforfatter var han genial og viste, at der bag den rå, utilpassede og i grunden usoignerede facade gemte sig et yderst intelligent menneske. Shampoo eller ej. Nu afdøde Madsen tonede rent flag!

Det lune gemyt fornægtede sig ikke, da min gamle musikerven, direktør Lars Schou, viste interesse for en Johnny Madsen-ejet nabogrund til Madsens egen privatbolig og “malerfabrik” i Nordbys udkant. Lars henvendte sig flere gange for at købe grunden, men hver gang var svaret nej!

Men så en dag spurgte Madsen: “Hvad fanden vil du med den grund?” Lars: “Etablere en romfabrik.” Madsen: “Så stiller sagen sig anderledes!” En journalist ville engang vide, om mandens store malerisalg skyldtes, at han var en kendt sanger? Madsen skulle end ikke tygge på svaret: “Det ved jeg da ikke. Pavarotti malede jo også, men han solgte sgu da aldrig noget!”

Desværre var Johnny for hård ved sig selv. Men den lune humor havde han med sig til det sidste: “Cognac krummer ikke i sengen.”

JONAS RENDBO

Efter JONZ en tid havde prøvet lykken i København, gik musikerne hver til sit og klarede sig godt også som studiemusikere og med egne studier. Dette gjaldt i høj grad Jonas Rendbo som udviklede sig til at blive en multi-musiker og sanger med eget studie.

De fleste har nok oplevet ham i radio og TV som korsanger for kendte navne og kun sjældent som solist. Men han kan det hele – også som guitarist, bassist og keyboardspiller. I tidens løb har han arbejdet sammen med navne som Outlandish, Lars H.U.G., Sivas, Shaka Loveless, ISAM, Wafande, Aura, Erik Gadd og Agami.

KINGDOM OF DESIRE/JONZ

Noget af det absolut bedste på den lokale musikscene i halvfemserne var det Toto-inspirerede band, “Kingdom of Desire”, opkaldt efter forbilledernes LP/CD med samme titel fra 1993.

Besætningen var Steen Skrydstrup (guitar), Boe Larsen (keyboards), Jens Chr. Brockhoff (bas), Kim Thomsen (trommer) og Jonas Rendbo (sang). De fleste af musikerne var studerende på Vestjysk Musikkonservatorium, og kvaliteten var høj. De spillede faktisk sk… godt alle sammen.

Samarbejdet varede fra 1995-1997, da Steen havde fået så meget gang i produktionen af avancerede pedaler, at han valgte at koncentrere sig om denne forretning. De øvrige bevægede sig mod et mere funky/R&B stilskifte og dannede i 1997 bandet JONZ sammen med saxofonisten Jimmi Riise.

Dette band udsendte i 1997 debut-skiven “Where It’s At” og indledte året efter samarbejde med den verdensberømte producer Peter Smith (Kendt for sine produktioner med bl.a. Sting og Joe Cocker).

Efterfølgende udtalte Stevie Wonder: “Dette er et stort band!”.

KONTRAPUNK OG BROTHERS APARTE

Rocken rullede således fortsat rundt om i kældre, garager og lagerrum. F.eks. var der også i en lejlighed på Saltholmsvej dagligt små jamsessions, når jazzpianisten Bjørn Jensen vendte hjem efter dagens dont som klaverstemmer.

Her ventede sønnen Christian med kammeraten John Thomsen på at trykke den af i gamle standards efter seniors ønsker, og de var med til at give John sine første guitarfærdigheder. De bestod mest i jazzmusikkens akkorder, men det gjorde ikke noget, for da John snart begyndte at spille rock var jazzen trods alt med til at give ham flere facetter i sit spil end mange af datidens guitar-heroes kunne byde på.

Han havde tidligt lyttet til Hank B. Marvin i The Shadows, men da The Beatles i 1969 sendte LP’en Abbey Road på gaden, fik han Mersey-sound på hjernen. Snart henlagde Christian og John øvningen til kælderen under en børneinstitution på Langelandsvej sammen med bl.a. Jan Thykjær (bas) og Gert Willesen (guitar/sang), og hurtigt efter flyttede de til Ingvard Christensens tidligere møbellager i Ingemanns Allé (den dag i dag et øvecenter, “Rock Fabrikken”, for en håndfuld lokale bands).

John og Christian fik forskellige projekter op at stå, bl.a. PEMBROKE, HIS MASTERS CHOICE, A MINOR og ESBJERG EL-ORKESTER. Gert Willesen bakkede under dette forløb ud, og så søgte man i 1976 en ny sanger. Her var gutterne så heldige, at den kun 15-årige “Wonder-Kid” Martin Guldberg (senere operasanger) meldte sig under fanerne. Han tog fat på at skrive musik til skiftende konstellationer, der til sidst resulterede i bandet KONTRAPUNK. Som navnet antyder, var bandet ikke punk – men et new wave-projekt med et repertoire, der strittede lidt i forskellige retninger.

Besætningen her var ud over Guldberg, Thomsen og Thykjær – den talentfulde trommeslager Jens Peter Pedersen. Bandet kom i stald hos Søren Højberg, og han fik i ’80 bandet med i ugebladet Se & Hørs årlige amatør grand prix på danseetablissementet Tropicana i Aarhus.

Her snuppede Kontrapunk førstepladsen foran prominente navne med bl.a. den senere “tøsedreng” Maria Brahmsen på holdkortet. Foruden en præmie på 15.000 kr. vandt bandet en pladekontrakt (single-udgivelse), og så gik Martin straks i gang med at komponere et par nye numre – med en del inspiration fra bl.a. det tyske band Kraftwerk. Men det var ikke ligefrem sød musik i ørerne på producenterne hos pladeselskabet Polydor, så de vred armene om på Kontrapunk, tvang bandet til at spille “deres musik” og sparede på såvel studietid og markedsføring.

Der var således ikke megen kommerciel gevinst ved grand prix-sejren også fordi den medfølgende pakke af jobs skulle realiseres på poppede spillesteder, diskoteker m.v. Efter nogen tid forlod Thykjær bandet og blev erstattet med Martin Larsen på bas, men i ’82 var det slut.

Martin og John rejste til Aarhus for at uddanne sig som hhv. musikstuderende på universitetet/sangstuderende på konservatoriet og danskstuderende (cand. Phil.) I 1986 efter færdiggørelse af disse uddannelsesforløb – blev Martin og John enige om at vende tilbage til Esbjerg. Måske drevet af hjemve eller snarere med en følelse af, at de her havde efterladt noget uforløst.

Nu dannede de bandet BROTHERS APARTE sammen med Christian Højer (bas) og Martin Helsing (trommer). Spillestilen havde fået endnu et pift i retning af Guldbergs kompositioner med symfoniske elementer, men også med inspiration fra bl.a. Genesis og pompøse Marillion samt trommeslageren Helsings begejstring for Police-kollegaen Stewart Copeland.

KØTEX

I denne periode var jeg selv optaget af amerikanske bands som Boston og Toto samt Yes, mens psykedelisk prægede projekter som Pink Floyd og Jefferson Airplane var gledet i baggrunden. I 1982 forsøgte jeg et comeback i bandet Køtex sammen med Hans Wehner (orgel/keyboards, sang), Poul Hagde (guitar), Leif Kristiansen (bas/leadsang) og min fætter Jens Peter Fjord (keyboards/sang).

De var alle ligesom jeg optaget af navnene fra USA og England, så vi forsøgte os i første omgang med deres hits – bl.a. Totos “Hold the Line”, Bostons “Mora Than a Feeling” og Yes’ “Owner of a Lonely Heart”. Jeg lærte mig at spille Toto-trommeslageren Jeff Pocaros berømte Bo Didley-Shuffle, og det hele var på mange måder hyggelig og faktisk ganske udmærket, selv om det jo altså ikke på nogen måde var originalt.

Men i begyndelsen af 1980’erne øgedes arbejdspresset på dagbladet Børsen pga. især udviklingen i energisektoren, hvor jeg var avisens nøglemedarbejder. I en lang periode måtte jeg næsten dagligt flyve til København, og så kunne jeg ikke konstant være på stikkerne i Køtex. Trommerne blev pakket ned og bandet opløst. Desværre.

Musikken gled atter lidt ud i kulissen, men ikke glemt. Nostalgien dukkede op i glimt – bl.a. atter begejstring for Procol Harum (England).

LIMF

Sidst i 90’erne handlede det bl.a. om filosofske, følsomme og melankolske tekster i bandet Limf, der bestod af talentfulde Mads Bjørn Nielsen (sang/keyboards/guitar), Kenneth Agerbo (bas), Jesper H. Klausen (guitar), Lasse Appel (guitar) og Lars Andersen (trommer).

Musik og lyrik var Mads hovedmanden for bl.a. nummeret “Don’t Be Sure”. Limf indspillede i 1999 CD’en “Limf”.

LONESOME COWBOYS (RIP-UP)

Sidst i 1980’erne dannede Poul Madsen (bas, saxofon, sang) en lille trio, RIP-UP, med Poul Hagde (guitar) og Poul Bjelke Laursen (trommer) med mainstream R&B på agendaen. Poul overlod hurtigt trommerne til sønnen Søren, og trioen spillede bl.a. på 60’er-festivalen i 1989 i Kartoffelpakhuset i Esbjerg. Bandet blev dog mest kendt som LONESOME COWBOYS – fortsat med Poul Madsen i front, men nu med besætningen Poul Erik Knudsen (guitar). Flemming Poulsen (guitar) og Christian Berg Andersen (trommer).

LOOK OUT

Omkring årsskiftet 1990-1991 kom Look Out på scenen med bl.a. Axel Spazek (vokal), Jens Peter Steffensen (guitar), Ken Jacobsen (bas) og Kurt Nielsen Banke (trommer).

MAINHEAD

Carsten Krohn (keyboards), Poul Hagde (guitar), Kurt Nielsen Banke (trommer), Hans Dyrberg (bas).

MILES AROUND

Jørn Warrer (guitar), Lenny Larsen (guitar/ sang), Kim Hansen (bas), Lars Langmach (trommer), Jørgen Egebæk (guitar/keyboards).

MUNCHIES

Henrik Munch (bas), Henrik Juhl (guitar), Sanne Hallum (sang), Niels J. “Fritz” Christensen (guitar), Jan Nielsen (trommer). I miljøet omkring dette band (før og efter 1988) var den utrættelige Niels Jakobsen (sang/ guitar) med fortid i bl.a. RAMASJANG. Han var også ankermand i en række musikalske aktiviteter på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater og spillestedet DoMille på Bangs Hotel.

NO SMOKE

I 1971 havde nogle unge jammet lidt på Spangsbjergskolen, inden de rykkede ind hos firmaet Hulthin ved Adgangsvejen. De kaldte sig No Smoke og spillede mainstream-rock med denne besætning: Per Hede Jensen (guitar), Carsten Krohn (bas), Ole Bay Jensen (guitar) og Kurt Nielsen Banke (trommer).

OCTAVIA (WITCH)

Gert Grandt (sang/guitar), Peter Jacobsen (guitar), Jan Friis (keyboards), Carsten Poulsen (bas) og Matthew Okechuckwu Anyanwu (trommer). Bandet opstod i 1979 på Hjerting Skole under navnet WITCH, men kaldte sig fra 1989 Octavia. Spillestilen var hård, melodiøs rock. Bandet scorede et lille single-hit med “Little Miss Heartbreaker” og fulgte op med LP.

OLE BEICH

Han var fanden-i-voldsk, vild, destruktiv – og det kostede ham livet som kun 35-årig i 1991. Ole fra Jerne var søn af “Lange Birgit” (f. Magnussen) og Aksel Beich. Faderen spillede jazz-guitar, og med den trommespillende onkel, Lars Magnussen, i familien er der ingen tvivl om, at Ole og broderen Anders (glimrede pianospiller) voksede op med musik.

Ole dukkede tidligt op i Esbjergs musikmiljø som en guitarist med hang til rock og heavy metal. Han spillede som nævnt leadguitar i det lokale band BAD MAMA, som i 1979 bakkede Odenses Rock Nalle op på skiven “Go’e gamle Fru Olsen”. Unægteligt en sag, der ikke have meget med hverken Oles favorit genrer heavy/rock/metal eller idoler som Rolling Stones, Led Zeppelin og Link Wray at gøre.

Jeg solgte i Musikbutik Luren Ole sin første hvide Fender Telecaster-guitar og lærte ham lidt nærmere at kende via min fætter Hennings familie. Jeg dannede her et indtryk af den unge mand som en urolig sjæl med store ambitioner. Jeg hørte ham også spille i bandet FLAMES, hvor han tydeligvis ikke følte sig hjemme. Men stjernedrømmene var til gengæld fuldt ud intakte, og derfor søgte han i begyndelse af 1980’erne lykken i Los Angeles, hvor han så måtte se i øjnene, at evnerne på guitar ikke var store nok i selskab med superguitarister som Slash, og at han bedre kunne begå sig som bassist.

Kammeraten Tommy Kristensen kunne et stykke hen ad vejen støtte Ole i en begyndende
krise med narko og sprut, og det samme gjaldt Esbjerg-sangeren Henrik Neergård Aarøe, der var med i den første tid i LA. Men da tingene slet ikke udviklede sig som forventet, valgte Henrik at rejse hjem til Esbjerg for at tage en ingeniøruddannelse.

Tilbage i Los Angeles var fortsat Ole Beich, og havde det ikke været for misbrugsproblemer, kunne meget have set lyst ud, da han i 1985 kom med i bandet Hollywood Rose. Det kunne det også, da dette band indgik i fusionen Guns N’ Roses med den karismatiske sanger Axl Rose i front.

Bandet debuterede på spillestedet The Troubadour med Ole på bas, men han dukkede ikke op til en efterfølgende øvesession. Der er aldrig fundet en forklaring på udeblivelsen – måske var han stangstiv af stofmisbrug eller også var Oles og Axls egoer for store til musikalske kompromiser?

Nedturen fortsatte. Ole sygnede så meget hen i sit misbrug, at familien sendte broderen Anders til Los Angeles for at få ham hjem til afvænning. Hen ad vejen blev Ole aldrig clean. Han forsøgte sig igennem et par år på den københavnske musikscene, men fik aldrig fodfæste, og i 1991 omkom han under tragiske omstændigheder.

Tilbage står spørgsmålet, om Ole på et tidspunkt i LA var “stor”? Næppe, og ikke stor nok til at blive en etableret musiker. Tiden i Esbjerg var mere gunstig for den lyslokkede, kønne og flabede ungersvend med det aggressive guitarspil. Men JV-prædikatet “Esbjergs største rockstjerne” holder ikke vand. Ole var bare en guitarist på det jævne. That’s it.

PAMPAS

Carl Aage Eliasson (piano), Jens Peter, Steffensen (guitar), Thomas Allin (bas), Søren Dippel (guitar), Bo Valbjørn (trommer) plus sangerinden Anette.

PARTYMAN AND THE ARE WE INSANE PARTYBAND

“Jyllands bedste rytmegruppe!”. Sådan hed det i årene 1993-1997 om R&B bandet med det lange navn og et stort setup af studerende fra Vestjysk Musikkonservatorium – fem blæsere, keyboards, bas, guitar, trommer, vokal og kor.

Bandet kunne med transportstøtte fra DMF koncertere over hele landet og gjorde det med stor succes.

Besætningen var: Peter Tøttrup (bas), Kim Thomsen (trommer), Henrik Gunde (tangenter), René Lender (guitar), Michael Olesen (altsax), Brian Svensen (tenorsax), Nicolai Bøgelund (trombone), Rasmus Bøgelund (trompet) og Anne Uhre (barytonsax).

POWDERHOG

“Return of the Gautcho” blev i 2010 bandet Powderhogs nye LP-udspil på Esbjerg-selskabet Trechoma Records – fem år efter debutpladen “Powderhog.” Det skete, efter en lang periode med mange koncerter i Skandinavien, Tyskland og USA.

Bandet, der spillede rock-metal bestod i de første år af Johnny Houmark (sang/bas), Jesper Borg (guitar), Jeppe Hagen (guitar) og Peter H. Larsen (trommer), hvorefter slagtøjet blev overtaget af Kristian Krenne Pedersen.

QUEST

Carl-Evald Jensen (guitar), Hans Krichau (trommer), Kent Svendsen (bas), Michael Kloster (sang), Troels Vestergaard (keyboards).

RELAX

Carl-Evald Jensen (guitar/sang), Jan Krichau (guitar), Hans Krichau (trommer), Per Bech (bas).

REXEN & CO/WOODHIGH FIVE

I 1980’erne havde Carsten Rexen og Ole. Skovhøj optrådt som duo på små spillesteder, og da de udvidede besætningen ved starten af 1990’erne gik det godt med Kurt Nielsen. Banke (trommer), Kent Jakocsen (bas) og Søren Kaspersen (keyboards) under navne REXEN OG DE NYE KØER.

Folk som Michael Borup (bas) var også inde i sfæren omkring dette band. Efter et par år ophørte samarbejdet med Rexen, og så fortsatte bandet med Skovhøj i front (sang/guitar) under navnet Woodhigh Five med Jan Kaspersen (sax) som nyt medlem.

Dette band indspillede i 1994 sammen med Ebbe Wejle CD’en “Bits and Pieces” i Lundgaard Studiet, Vejen, og begyndte at spille under navnet TAKE THE CAKE. CD’en havde været en succes, men parterne gik kort efter hver til sit pga. interne uoverensstemmelser. Skovhøj fortsatte herefter en tid i SHAKY GROUND.

ROCKHOUSE

I årene 1989-1993 var Rockhouse et yderst populært ungdomsband, der spillede på 17. Trin, Café Chr. IX og en række af byens øvrige etablissementer i disse år. Der var naturligvis ganske vist andre bands, men Rockhouse fik mange jobs, fordi bandet “fangede” publikum som mange steder bare stod i kø for at få én på opleveren.

Sådan blev det efterhånden også andre steder i landet, men bandets største performance var nok i hjembyen på Esbjerg Rockfestival foran et talstærkt publikum. I 1993 var det slut, fordi René Lender og Niels-Ewald en tid ville koncentrere sig om deres uddannelser på Vestjysk Musikkonservatorium.

Medlemmerne i Rockhouse var: Morten Iversen (vokal), René Lender (guitar, kor), Niels Ewald Jensen (lead guitar), Allan BALLE” Rasmussen (trommer) og Carsten “KYLLING” Mikkelsen (bas).

STRÅPS BLUESBAND

Det 17. Trin i Nørregade ved Museumspladsen var i nogle år et af Esbjergs absolut førende spillesteder – på 1. sal i det, der i dag hedder “Huset.” En scene af tilpas størrelse og et efter datidens normer glimrende PA-anlæg gav en række bands muligheder for at performe blandt de bedste Stråps Bluesband med nogle af byens største talenter: Allan Uller (sang/guitar), Jørgen Kølle (guitar), Lars Thomsen (bas), Thomas Birch (orgel) og Peter Larsen (trommer).

TRIO TREO + 3

Brian Bannerholt (guitar), Sten Elten Pedersen (trommer), Troels Jacobsen (bas), Jan Kaspersen (saxofon), Kurt Nielsen Banke (trommer), Søren Kaspersen (keyboards).

THE U2 PROJECT

I sidste halvdel af 1990’erne førte udviklingen til endnu en vellykket band-dannelse – The U2 Project. Her var besætningen: Rasmus A. Pedersen (sang/guitar), Lasse F. Christensen (leadguitar), Bent Veng (bas/sang) og Ulrich Hein (trommer). I 1997 indspillede de en CD med fem numre, produceret af Jakob Hansen, Aabenraa Studiet.

VESTKRAFT

Bandet ragede en tid lige så højt op i det sydvestjyske landskab som skorstenen på Esbjergs kraftvarmeværk med samme navn. Med sangskriveren Eigil Bach i front udmærkede bandet sig med danske lyriske tekster som et af landets bedste bands på Rock & Roots scenen efter årtusindeskiftet.

En cd-debut i 2006 fik fin modtagelse og titler som “Sen September” og “Scandinavia” blev flittigt spillet på DR’s P4. Den utrættelige manager og producer Morten Nissen, Trechoma Records, fik i 2009 bandet til at følge succesen op med cd’en “Tidevandet Skifter.”

Besætningen var Eigil Bach (sang guitar), Heino Mikkelsen (bas), Stig Christensen (trommer) og Jacob Jensen (guitar).

WAI DEE ZAI

Kent Svendsen (bas), Carsten “Futte” Andersen (trommer), Jimmy Olsen (sang), Carl-Evald Jensen (guitar).

ZOTES

Steen Elten Petersen (trommer), Troels Vestergaard Jacobsen (guitar/bas), Peter Thomsen (piano).